Grimms eventyr
Sammenligne indeværende historie på to sprog
Den magre Lise var lavet af en hel anden slags dej end den dovne Henrik og den tykke Trine, som ikke bestilte det allermindste. Hun sled i det fra morgen til aften og læssede så meget arbejde på sin mand, lange Jens, at han havde det drøjere end et æsel, der må slæbe tre sække. Men lige meget hjalp det. De havde ingenting, og de fik ingenting. En aften, da hun var kommet i seng og var så træt, at hun ikke kunne røre et lem, kunne hun alligevel ikke falde i søvn for alt det hun lå og tænkte på. Pludselig gav hun sin mand et puf i siden. "Ved du hvad, Jens," sagde hun, "jeg har ligget og tænkt på, at hvis jeg fandt en daler, og der var en der gav mig en, så ville jeg låne en til og du skulle også give mig en. Så havde jeg fire daler og så kunne jeg købe en ko." - "Jeg ved rigtignok ikke, hvor jeg skal få den daler fra," svarede manden, "men hvis du alligevel kan få fat i pengene og køber en ko, synes jeg, det er storartet." Han lå lidt og tænkte sig om og sagde så: "Det bliver også rart, når koen får en kalv, og jeg glæder mig rigtignok til at få dejlig nymalket mælk." - "Du skal virkelig ikke have mælken," sagde Lise. "Den skal kalven selvfølgelig drikke, så den kan blive stor og tyk og vi kan få mange penge for den." - "Ja naturligvis," svarede Jens, "men det kan da ikke gøre noget, at vi får en lille smule af den." - "Hvad forstand har du på køer," sagde konen, "og enten det skader eller ej, vil jeg ikke have det, og hvis du sætter dig på bagbenene, får du ikke en dråbe mælk. Fordi din lange fyr er så forslugen, så der ingen ende er på det, skal du ikke bilde dig ind, du får lov til at æde alt, hvad jeg med møje og besvær skraber sammen." - "Hvis du nu ikke tier stille, er det nok bedst, du får en mundkurv på," råbte manden. "Hvad for noget," skreg konen og for op, "sådan en lang, doven knægt." Hun ville tage fat i ham, men Jens rejste sig op, klemte med den ene hånd den magre Lises tynde arme sammen og pressede hendes hovede fast ned mod puden. Så kunne hun skælde så meget, hun ville, han holdt fast, lige til hun faldt i søvn af træthed. Men om de næste morgen begyndte at skændes igen eller om Lise gik ud for at lede efter den daler, som hun ville, se det ved jeg ikke.
Ganz anders als der faule Heinz und die dicke Trine, die sich von nichts aus ihrer Ruhe bringen ließen, dachte die hagere Liese. Sie äscherte sich ab von Morgen bis Abend und lud ihrem Mann, dem langen Lenz, so viel Arbeit auf, daß er schwerer zu tragen hatte als ein Esel an drei Säcken. Es war aber alles umsonst, sie hatten nichts und kamen zu nichts. Eines Abends, als sie im Bette lag und vor Müdigkeit kaum ein Glied regen konnte, ließen sie die Gedanken doch nicht einschlafen. Sie stieß ihren Mann mit dem Ellenbogen in die Seite und sprach 'hörst du, Lenz, was ich gedache habe? wenn ich einen Gulden fände, und einer mir geschenkt würde, so wollte ich einen dazu borgen, und du solltest mir auch noch einen geben: sobald ich dann die vier Gulden beisammen hätte, so wollte ich eine junge Kuh kaufen.' Dem Mann gefiel das recht gut, 'ich weiß zwar nicht,' sprach er, 'woher ich den Gulden nehmen soll, den du von mir willst geschenkt haben, aber wenn du dennoch das Geld zusammenbringst, und du kannst dafür eine Kuh kaufen, so tust du wohl, wenn du dein Vorhaben ausführst.' 'Ich freue mich,' fügte er hinzu, 'wenn die Kuh ein Kälbchen bringt, so werde ich doch manchmal zu meiner Erquickung einen Trank Milch erhalten.' 'Die Milch ist nicht für dich,' sagte die Frau, 'wir lassen das Kalb saugen, damit es groß und fett wird, und wir es gut verkaufen können.' 'Freilich,' antwortete der Mann, 'aber ein wenig Milch nehmen wir doch, das schadet nichts.' 'Wer hat dich gelehrt mit Kühen umgehen?' sprach die Frau, 'es mag schaden oder nicht, ich will es nicht haben: und wenn du dich auf den Kopf stellst, du kriegst keinen Tropfen Milch. Du langer Lenz, weil du nicht zu ersättigen bist, meinst du, du wolltest verzehren, was ich mit Mühe erwerbe.' 'Frau,' sagte der Mann, 'sei still, oder ich hänge dir eine Maultasche an.' 'Was,' rief sie, 'du willst mir drohen, du Nimmersatt, du Strick, du fauler Heinz.' Sie wol lte ihm in die Haare fallen, aber der lange Lenz richtete sich auf, packte mit der einen Hand die dürren Arme der hagern Liese zusammen, mit der andern drückte er ihr den Kopf auf das Kissen, ließ sie schimpfen und hielt sie so lange, bis sie vor großer Müdigkeit eingeschlafen war. Ob sie am andern Morgen beim Erwachen fortfuhr zu zanken, oder ob sie ausging, den Gulden zu suchen, den sie finden wollte, das weiß ich nicht.