Grimms eventyr
Sammenligne indeværende historie på to sprog
I
I
Der var engang en lille pige. Hver eftermiddag gav hendes mor hende en lille skål med mælk og tvebakker og så satte hun sig ud i gården. Når hun begyndte at spise, kom en skrubtudse kravlende ud af en revne i muren, stak hovedet ned i mælken og spiste med. Barnet morede sig derover, og når skrubtudsen ikke kom straks, når hun havde sat sig derude med sin lille skål, råbte hun:
Es war einmal ein kleines Kind, dem gab seine Mutter jeden Nachmittag ein Schüsselchen mit Milch und Weckbrocken, und das Kind setzte sich damit hinaus in den Hof. Wenn es aber anfing zu essen, so kam die Hausunke aus einer Mauerritze hervorgekrochen, senkte ihr Köpfchen in die Milch und aß mit. Das Kind hatte seine Freude daran, und wenn es mit seinem Schüsselchen dasaß und die Unke kam nicht gleich herbei, so rief es ihr zu
"Skynd dig, lille tudse, kom du lidt
'Unke, Unke, komm geschwind,
mælk og brød skal have, du er
komm herbei, du kleines Ding,
sulten vist, og tom er din lille
sollst dein Bröckchen haben,
mave."
an der Milch dich laben.'
Så kom tudsen løbende og tog for sig af retterne. Til tak bragte den barnet mange smukke ting fra sit skatkammer, skinnende stene, perler og legetøj af guld. Den drak imidlertid kun mælken og lod tvebakkerne ligge. En dag tog pigen sin ske, gav den lille et tjat på hovedet og sagde: "Du skal også spise tvebakker." Moderen, som stod ude i køkkenet hørte, at barnet snakkede med nogen, og da hun så, at det slog en skrubtudse med sin ske, løb hun derud og slog det skikkelige dyr ihjel med et stykke brænde.
Da kam die Unke gelaufen und ließ es sich gut schmecken. Sie zeigte sich auch dankbar, denn sie brachte dem Kind aus ihrem heimlichen Schatz allerlei schöne Dinge, glänzende Steine, Perlen und goldene Spielsachen. Die Unke trank aber nur Milch und ließ die Brocken liegen. Da nahm das Kind einmal sein Löffelchen, schlug ihr damit sanft auf den Kopf und sagte 'Ding, iß auch Brocken.' Die Mutter, die in der Küche stand, hörte, daß das Kind mit jemand sprach, und als sie sah, daß es mit seinem Löffelchen nach einer Unke schlug, so lief sie mit einem Scheit Holz heraus und tötete das gute Tier.
Fra nu af blev barnet helt anderledes. Så længe tudsen spiste sammen med det, voksede det sig stor og stærk, men nu mistede det sine røde kinder og blev mager. Kort efter begyndte uglen at skrige om natten, rødkælken samlede grene og blade til en krans, og det varede ikke længe, før barnet døde.
Von der Zeit an ging eine Veränderung mit dem Kinde vor. Es war, solange die Unke mit ihm gegessen hatte, groß und stark geworden, jetzt aber verlor es seine schönen roten Backen und magerte ab. Nicht lange, so fing in der Nacht der Totenvogel an zu schreien, und das Rotkehlchen sammelte Zweiglein und Blätter zu einem Totenkranz, und bald hernach lag das Kind auf der Bahre.
II
II
En lille pige, som hverken havde far eller mor, sad en dag ved byens mur og spandt. Da kom en skrubtudse kravlende ud af en revne i muren, og i en fart bredte hun sit blå silketørklæde ud ved siden af sig. Sådan et holder tudserne så meget af at gå på. Da skrubtudsen så det, vendte den om og kom tilbage med en lille guldkrone, som den lagde på tørklædet, og så kravlede den bort igen. Pigen tog kronen, den lyste og skinnede og var af det fineste, spundne guld. Kort tid efter kom tudsen igen, men da den ikke så kronen, kravlede den hen til væggen og slog i sin sorg hovedet imod den, så længe den havde kræfter til det, og til sidst faldt den død om. Hvis den lille pige havde ladet kronen ligge, havde skrubtudsen nok bragt hende flere smukke ting fra sin hule.
Ein Waisenkind saß an der Stadtmauer und spann, da sah es eine Unke aus der Öffnung unten an der Mauer hervorkommen. Geschwind breitete es sein blauseidenes Halstuch neben sich aus, das die Unken gewaltig lieben und auf das sie allein gehen. Alsobald die Unke das erblickte, kehrte sie um, kam wieder und brachte ein kleines goldenes Krönchen getragen, legte es darauf und ging dann wieder fort. Das Mädchen nahm die Krone auf, sie glitzerte und war von zartem Goldgespinst. Nicht lange, so kam die Unke zum zweitenmal wieder: wie sie aber die Krone nicht mehr sah, kroch sie an die Wand und schlug vor Leid ihr Köpfchen so lange dawider, als sie nur noch Kräfte hatte, bis sie endlich tot dalag. Hätte das Mädchen die Krone liegen lassen, die Unke hätte wohl noch mehr von ihren Schätzen aus der Höhle herbeigetragen.
III
III
"Huhu," råber tudsen. "Kom herud," siger barnet, og når tudsen kommer spørger det efter sin lille søster: "Har du ikke set lille rødstrømpe?" - "Nej," svarer tudsen, "har du ikke, huhu, huhu, huhu."
Unke ruft 'huhu, huhu,' Kind spricht 'komm herut.' Die Unke kommt hervor, da fragt das Kind nach seinem Schwesterchen 'hast du Rotstrümpfchen nicht gesehen?' Unke sagt 'ne, ik og nit: wie du denn? huhu, huhu, huhu.'