Grimms eventyr
Sammenligne indeværende historie på to sprog
En ræv var engang flyttet sammen med en ulv, men da den var den svageste, måtte den gøre alt, hvad ulven ville have, så den ville gerne være af med den herre. En dag, da de gik igennem skoven, sagde ulven: "Skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig." - "Jeg ved, hvor der er en bondegård med et par små lam," svarede ræven, "hvis du har lyst til det, kan vi jo hente et af dem." Ulven var meget fornøjet med forslaget, og ræven stjal lammet, bragte det til ulven og løb så sin vej. Ulven åd det, men havde ikke fået nok, og gik ind for at hente det andet. Men den bar sig så kejtet ad, at fåret opdagede den og gav sig til at skrige og bræge, så bønderne kom løbende og fandt ulven. De pryglede løs på den af alle kræfter og haltende og hylende løb den tilbage til ræven. "Du har rigtignok lokket mig i en rar snare," sagde den, "jeg ville hente det andet lam, og så fik bønderne fat på mig og gav sig til at prygle mig, så jeg er ganske mør." - "Hvorfor er du også så grådig," sagde ræven.
Der Wolf hatte den Fuchs bei sich, und was der Wolf wollte, das mußte der Fuchs tun, weil er der schwächste war, und der Fuchs wäre gerne des Herrn los gewesen. Es trug sich zu, daß sie beide durch den Wald gingen, da sprach der Wolf: "Rotfuchs, schaff mir was zu fressen, oder ich fresse dich selber auf." Da antwortete der Fuchs: "Ich weiß einen Bauernhof, wo ein paar junge Lämmlein sind, hast du Lust, so wollen wir eins holen." Dem Wolf war das recht, sie gingen hin, und der Fuchs stahl das Lämmlein, brachte es dem Wolf und machte sich fort. Da fraß es der Wolf auf, war aber damit noch nicht zufrieden, sondern wollte das andere dazu haben und ging, es zu holen. Weil er es aber so ungeschickt machte, ward es die Mutter vom Lämmlein gewahr und fing an entsetzlich zu schreien und zu bIäen, daß die Bauern herbeigelaufen kamen. Da fanden sie den Wolf und schlugen ihn so erbärmlich, daß er hinkend und heulend bei dem Fuchs ankam. "Du hast mich schön angeführt," sprach er, "ich wollte das andere Lamm holen, da haben mich die Bauern erwischt und haben mich weich geschlagen." Der Fuchs antwortete: "Warum bist du so ein Nimmersatt."
Næste dag gik de igen ud og ulven sagde: "Skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig selv." - "Jeg ved et sted herhenne, hvor konen skal lave pandekager i aften," svarede ræven, "skal vi hente nogle af dem." De gik derhen og ræven listede sig rundt om huset og snusede og kiggede så længe, til den opdagede, hvor fadet stod. Derpå snappede den seks pandekager og bragte dem til ulven. "Der har du noget at æde," sagde den og gik sin vej. Ulven slugte dem på et øjeblik. "De smager efter mere," tænkte den og gik hen og rev hele fadet ned, så det gik itu. Det gjorde et vældigt spektakel, konen kom styrtende, og da hun så ulven, kaldte hun folk til, som pryglede løs på den af al magt, og hylende slæbte den sig ud i skoven til ræven. "Hvor du har narret mig nederdrægtigt," råbte den, "bønderne fik fat i mig og garvede mit skind ordentligt." - "Hvorfor er du dog også så grådig," sagde ræven.
Am andern Tag gingen sie wieder ins Feld, sprach der gierige Wolf abermals: "Rotfuchs, schaff mir was zu fressen, oder ich fresse dich selber auf." Da antwortete der Fuchs: "Ich weiß ein Bauernhaus, da backt die Frau heut abend Pfannkuchen, wir wollen uns davon holen." Sie gingen hin, und der Fuchs schlich ums Haus herum, guckte und schnupperte so lange, bis er ausfindig machte, wo die Schüssel stand, zog dann sechs Pfannkuchen herab und brachte sie dem Wolf. "Da hast du zu fressen," sprach er zu ihm und ging seiner Wege. Der Wolf hatte die Pfannkuchen in einem Augenblick hinuntergeschluckt und sprach: "Sie schmecken nach mehr," ging hin und riß geradezu die ganze Schüssel herunter, daß sie in Stücke zersprang. Da gabs einen gewaltigen Lärm, daß die Frau herauskam, und als sie den Wolf sah, rief sie die Leute, die eilten herbei und schlugen ihn, was Zeug wollte halten, daß er mit zwei lahmen Beinen laut heulend zum Fuchs in den Wald hinauskam. "Was hast du mich garstig angeführt!" rief er, "die Bauern haben mich erwischt und mir die Haut gegerbt." Der Fuchs aber antwortete: "Warum bist du so ein Nimmersatt."
Dagen efter gik de ud sammen igen, og skønt ulven kun med besvær kunne slæbe sig af sted, sagde den dog: "Skaf mig noget at æde, ellers æder jeg dig." - "Der er en mand derhenne, der lige har slagtet," sagde ræven, "kødet er saltet og ligger nede i kælderen. Skal vi hente noget af det?" - "Ja, lad os det," svarede ulven, "men jeg går straks med, så du kan hjælpe mig at slippe bort." - "Værsgo'," sagde ræven, og ad en mængde krogveje slap de omsider ned i kælderen. Der var fuldt op af kød og ulven gav sig straks i færd med det og tænkte: "Det skal vare en stund, før jeg holder op." Ræven tog også for sig af retterne, men kiggede hele tiden rundt om sig og løb hvert øjeblik hen til det hul, de var kommet igennem, for at se, om den endnu var tynd nok til at slippe igennem. "Hvorfor render du hele tiden derhen og springer frem og tilbage?" spurgte ulven. "Jeg må dog se om der ikke kommer nogen," svarede den listige ræv, "spis nu ikke formeget." - "Jeggårikke, før tønden er tom," svarede ulven. Imidlertid kom bonden, der havde hørt ræven springe frem og tilbage. Ræven var med et spring ude af hullet, ulven ville løbe bagefter, men havde ædt sig så tyk, at den ikke kunne komme igennem, men blev siddende fast, og bonden tog nu en knippel og slog den ihjel. Men ræven sprang ind i skoven og var glad over, at den var blevet af med den gamle, grådige fyr.
Am dritten Tag, als sie beisammen draußen waren und der Wolf mit Mühe nur forthinkte, sprach er doch wieder: "Rotfuchs, schaff mir was zu fressen, oder ich fresse dich selber auf." Der Fuchs antwortete: "Ich weiß einen Mann, der hat geschlachtet, und das gesalzene Fleisch liegt in einem Faß im Keller, das wollen wir holen." Sprach der Wolf: "Aber ich will gleich mitgehen, damit du mir hilfst, wenn ich nicht fort kann." - "Meinetwegen," sprach der Fuchs, und zeigte ihm die Schliche und Wege, auf welchen sie endlich in den Keller gelangten. Da war nun Fleisch im Überfluß, und der Wolf machte sich gleich daran und dachte: "Bis ich aufhöre, hats Zeit." Der Fuchs ließ sichs auch gut schmecken, blickte überall herum, lief aber oft zu dem Loch, durch welches sie gekommen waren, und versuchte, ob sein Leib noch schmal genug wäre, durchzuschlüpfen. Sprach der Wolf: "Lieber Fuchs, sag mir, warum rennst du so hin und her, und springst hinaus und herein?" - "Ich muß doch sehen, ob niemand kommt," antwortete der Listige, "friß nur nicht zuviel." Da sagte der Wolf: "Ich gehe nicht eher fort, als bis das Faß leer ist." Indem kam der Bauer, der den Lärm von des Fuchses Sprüngen gehört hatte, in den Keller. Der Fuchs, wie er ihn sah, war mit einem Satz zum Loch draußen: der Wolf wollte nach, aber er hatte sich so dick gefressen, daß er nicht mehr durch konnte, sondern stecken blieb. Da kam der Bauer mit einem Knüppel und schlug ihn tot. Der Fuchs aber sprang in den Wald und war froh, daß er den alten Nimmersatt los war.