For mange, mange år siden levede der engang en skrædder, som havde tre sønner, men kun en eneste ged. Da geden skulle ernære dem allesammen med sin mælk, måtte den have godt, solidt foder, og sønnerne skiftedes derfor til at drive den ud på engen. En dag gik den ældste søn med den ud på kirkegården, hvor der stod dejlige, saftige urter. Da den havde sprunget omkring og ædt hele dagen, spurgte han: Er du nu mæt? Geden svarede: Mæt og glad, kan ikke mere æde et eneste blad. Lad os så gå hjem, sagde drengen, og trak den hjem til stalden. Har den nu fået nok at æde? spurgte skrædderen. Drengen sagde ja, men faderen ville være vis på, at det var rigtigt, og gik ud og klappede geden og spurgte, om den var mæt. Geden svarede: Hvoraf skulle jeg vel være mæt? over grave og stene sprang jeg mig træt, men ej et eneste blad har jeg ædt. Hvad hører jeg, råbte skrædderen og for ind og sagde til drengen: Din løgnhals, du siger, geden er mæt, og så har du ladet den sulte. Rasende tog han sin alen ned fra væggen og jog drengen bort. Den næste dag var det den næstældste søns tur. Han fandt en hæk, hvor der stod fuldt af urter, og geden åd dem allesammen. Om a